Hvem var Lucia?

Fødeøen, Sicilien, var på Lucias tid en del af Romerriget. For at opretholde fred i det store rige var det pålagt indbyggerne jævnligt at ofre til kejseren. Problemet med de kristne indbyggere var imidlertid, at disse konsekvent nægtede at bringe disse ofre. De kristne ville gerne bede for både kejseren og riget, men at ofre til ham som en gud var helt udelukket, fordi de kun accepterede én gud. Kristendommen blev derfor regnet som farlig og en decideret fjende af Romerriget, og som en konsekvens af det blev det forbudt at være kristen. Loven blev håndhævet ganske brutalt. Hvis et kristent menneske blev angivet til myndighederne, fik det først mulighed for at ofre til kejseren. Men hvis det nægtede, blev det tortureret og senere henrettet – ofte på en meget bestialsk måde.

Som en følge af forbuddet levede mange kristne mennesker derfor et hemmeligt liv, hvor de enten skjulte deres tro eller søgte tilflugt og beskyttelse under jorden i byernes katakomber. Uanset hvor de befandt sig, var de helt afhængige af at kunne stole på deres omgangskreds og modtage hjælp, når det var nødvendigt. Lucia var ét af de mennesker, som hjalp. Om natten vovede hun sig udenfor med mad til sine medkristne i katakomberne, og for at finde vej i mørket, havde hun bundet en krans om hovedet og sat lys i den. Lucia levede med andre ord livet farligt, for blev hun opdaget, ville hun med sikkerhed blive dømt til døden.

Lucia som martyr
En rejse til nabobyen, Catania, får imidlertid alvorlige konsekvenser for Lucia. Hendes elskede mor er blevet meget syg, og for at hjælpe hende, opsøger hun den hellige Agathes grav, hvor hun beder for moderens helbredelse. Ved graven afgiver Lucia et løfte: hvis moderen bliver rask, vil hun vie sit liv til Kristus og leve i kyskhed resten af sit liv. Da hun efterfølgende vender hjem til Siracusa, er moderen mirakuløst blevet helbred, og Lucia glæder sig over det og styrkes også i sin tro ved dette mirakel, og hun begynder nu at dele ud af sine rigdomme til fattige mennesker.

Efter datidens skik var Lucia lovet væk til en mand. Hendes familie havde valgt en ikke-kristen romer fra en velanset familie og derfor som udgangspunkt den ideale ægtemand til hende. Men Lucia afviser ægtemanden og giftermålet. Hendes tro og hendes løfte til Gud er uforeneligt med ægteskab. I romerens øjne er hendes begrundelse imidlertid ikke bare latterlig men også direkte farlig for rigets bestående, og han tog derfor efterfølgende den grusomme hævn at angive hende til myndighederne.

Angivelsen er en alvorlig sag for Lucia. Ikke bare er kristendommen forbudt, men arrestationen foregår også midt under Diocletians forfølgelse og udrensning af kristne mennesker. Lucia kender derfor konsekvenserne, da hun ikke vil ofre til kejseren: hun bliver dømt skyldig. I første omgang straffes hun ved at blive sendt til et bordel, men ved guddommelig indgriben, bliver hun beskyttet, så de mænd, der skulle hente hende, ikke kunne flytte hende. Herefter bliver hun udsat for tortur og dømt til døden på et bål. Endnu engang griber Gud ind, og hun bliver mirakuløst ikke ædt af ilden. Til sidst ender dommeren med at tage sit sværd og stikke det
i hende, og Lucia dør den 13. december år 304.

Lucia som helgen
Lucia bliver i samme år begravet i sin hjemby, Siracusa, og allerede så tidligt som i 400 tallet nævnes hun i skriftlige kilder. I 600 tallet, hvor kristendommen for længst er blevet statsreligion i Romerriget, kan man også finde hende i den katolske liturgi. Blandt de få kvindelige helgener, som den katolske kirke på den tid fejrede, står Lucia opført. Hendes festdag ligger på hendes dødsdag den 13. december, og da hendes navn betyder lys, forbindes Lucia ikke bare med lys og glæde men er faktisk blevet skytshelgen for blinde og mennesker med øjensygdomme. I den forbindelse afbilledes hun ofte med en lille skål, hvori der ligger 2 øjne.

I den katolske kirke har man tradition for at bede til en helgen om at gå i forbøn hos Gud for en sygdom, særlige prøvelser og situationer. Hver helgen har sit område, hvor han eller hun hjælper den troende. Efter sigende skal flere mirakler være indtruffet ved at påkalde netop Lucia. Et godt eksempel er fra 1582, hvor hendes hjemby, Siracusa, blev ramt af en forfærdelig hungersnød. Byens borgere bad til deres skytshelgen om hjælp, og på hendes dødsdag den 13. december blev deres bønner hørt. Et skib fuldt af korn ankom til havnen, og alle blev reddet fra døden.

I den forbindelse opstod der i øvrigt en tradition for at spise Cuccía. I stedet for at kværne det korn, som kom med skibet, og male det til mel og bage brød af det, blev det kogt og spist som grød. Hvert år på Lucias helgendag spises der derfor den dag i dag stadig denne grød, og det både i hendes hjemby, Siracusa, og de steder på jordkloden, hvor sicilianere har udvandret og bosat sig.